Ansigtet

Et ansigt - tabt og genvundet 

Det har ofte forekommet mig, at ansigtet er det første tab i processer, der har med forgræmmelse at gøre. Forgræmmelse og væmmelse ved sig selv er yderst ofte det sentiment, den omsorgssvigtede er svøbt i. Ansigtet bliver stift eller apatisk og ofte adskilt fra den øvrige fremtrædelse. Når der i processer lykkeligvis ind i mellem nåes en selvforladelse og en dybere selvberøring, vil det ofte ytre sig i at hænderne tages op for ligesom at bære eller beskytte og lindre ansigtets smerte. Som om ansigtets tilbagevenden er ledsaget af en særlig smerte.

At tabe ansigt kan synes at høre andre kulturer til, men når vi ser os om, er vi nok snarere så vant med tabte ansigter, at vi ikke bemærker det. Vi kan have en forestilling om at ærekrænkelse hører andre kulturer til, men det er nok snarere fordi vi er gjort æreløse. Den måde man fx fra politisk side behandler arbejdsløse med uværdige arbejdsprøvninger og generelt mistænkeliggørelse er bestemt ærekrænkende. Det er en proces, der med stor sandsynlighed medfører tab af ansigt. 

Ansigtstabet ledsager generelt den situation, hvor personen ikke kan tage til genmæle overfor en krænkelse, og personen derfor ikke længere kan se sig selv i sit liv. Industrialisering og fornedrende arbejdsvilkår har i sin tid en masse afstedkommet denne tilstand. Arbejderbevægelsen gav mennesker mulighed for  at finde værdighed i genmælet. På samme måde kvindebevægelse og andre bevægelser hvor genmæle giver værdighed og et ansigt tilbage.

I terapi vil et menneske søge det tabte selv - og vil i sin genvundne selvfølelse komme i forbindelse med det, der har været nedværdigende. Ofte vil denne erkendelse vise sig i at hovedet og blikket falder ned, - forgræmmelsen kommer til stede i kroppen. Personen har en gang måttet bøje nakken for at bære det krænkende. I beretningen om det og i kontakt med vreden over det urimelige løftes hovedet og et ansigt vender tilbage med varme og glød  i øjnene.

Når jeg har guidet meditationer, har jeg ind imellem bedt gruppen om at føle indersiden af ansigtet. Det kan være svært. Det kan hænge sammen med, at man længe har måttet ’put up a brave face’ mens det sande ansigt ikke har måttet vises. Vi kan i perioder være tvunget til at ’face’ en vanskelig situation med et ’brave face’ og skal så senere arbejde for at finde det ansigt, der matcher vore egentlige følelser.